top of page
  • Pia Petersen

To hoveder er bedre end ét: Tag hverdagens ledelses-erfaringer alvorligt sammen med din buddy

Opdateret: 31. jan.

Ledelse og gentænkning af ledelse i kompleksitet er udfordrende opgaver. Men hvad nu, hvis du ikke behøver tackle udfordringerne alene?


Kender du det? Som leder vil du gerne etablere en ny praksis og handle lidt anderledes. Du er inspireret af et oplæg, du lige har hørt om ledelse af flow, en rollemodel i din organisation, en bog du netop har læst, eller et ledelsesforløb, som du lige har været på, og går energisk i gang. Det bliver godt, tænker du.


Men - i løbet af kort tid indhentes du af hverdagen. Langsomt, eller måske endda hurtigt, glider du tilbage i gamle vaner. Tre uger efter den brillante tanke slog rod i dig, er der ikke meget, der egentlig er forandret. Måske kan du ikke engang længere huske, hvad det var du havde sat dig for. Tilbage står en lille – eller måske tung - ærgrelse over en spildt mulighed.


Det sker for alle. Det gør det. Men der er en enkel løsning, der virker: Du skal finde dig en faglig ven – en buddy. Ikke en terapeut og heller ikke én at drikke hygge-kaffe med. Men én, der ligesom dig gerne vil skabe forbedringer, udvikle lederskabet, dele viden og indgå i et forpligtende fællesskab; én som du kan blive dygtigere sammen med, læne dig ind til og sparre med om ledelse - i en kortere eller længere periode.


Buddy-praktikken er udbredt i mange sammenhænge af en god grund. Den hjælper med at holde fokus, få afklaret tvivl og giver os den vigtige følelse af, ikke at være alene. Den praktik er meget – altså virkelig meget - bedre end at stole på sin egen vilje, når man sætter sig noget for. Jeg har selv flere buddies igennem mange år og praktikken lever videre i de organisationer, jeg har været i – også efter at de ledelses-udviklingsforløb er slut, som vi har været sammen om. Fordi den virker.


Et åbent vindue til frisk luft: det gør en forskel at reflektere sammen

Vi véd det godt: det er i samværet og samtalen, at vi er bedst til at bevare vores sunde fornuft. Når vi får andre perspektiver end vores egne, som hjælper os med at være både realistiske og ambitiøse på samme tid. Ikke desto mindre er det ofte den reflekterende samtale, der ryger i hverdagens pres. Det er ikke godt. Det er det ikke. Men det er nemmere at stryge den afsatte refleksionstid end at sige nej til et møde. Så lad os gøre det nemt at gøre det rigtige: arranger systematisk at mødes med én anden – for at reflektere over ledelse.


Når vi udvikler vores ledelsesadfærd, f.eks. i relation til at fremme flow, er det for mange af os kontraintuitivt, det vi skal gøre. Det indebærer ofte, at vi skal forandre vores måde at gå til problemstillinger på, vi skal aflære vaner og skifte nogle grundlæggende antagelser ud med andre.


Det er sådan, at alle i ledelsesroller har brug for dedikeret reflektion, hvis vi skal skabe forbedringer og ikke bare forandringer. Personlige refleksionsrum, klart - men også rum, hvor vi kan tale med en betroet sparringspartner, i en lignende situation. Efterhånden som vi får talt sammen, får vi indsigt i hinandens historie, udfordringer, antagelser, adfærd og intentioner. Og vi får skabt et trygt rum og tilbagevendende anledning til at hjælpe hinanden. Vi gør det nemt at række ud.


Vi har støttet buddy-par (og trioer), der har været modige og flyttet sig fra et let bekendtskab til at være faste faglige samtaler, der for alvor løfter, støtter og udfordrer. Samtalerne giver indsigt i andre måder at lede på og inspiration til at handle anderledes. Mange oplever at flytte sig forbi tvivl og usikkerhed og hen til at føle sig kompetent i det usikre og sammen nyde fremskridt og udvikling. Som direktør-Ole siger det efter et par år med buddy-praktikken ”Det er en livsstil for mig nu. Jeg har lært, at det er helt nødvendigt for mig at kunne åbne i små fortrolige rum om det, jeg endnu ikke føler mig kompetent i. Jeg sover bedre om natten og er en bedre leder om dagen”.


Det er enkelt: Der er tydelige fordele

Jeg deler lige et par erfaringer med dig: I organisationer, der systematisk understøtter buddy-praktikken, har vi evalueret og set, at:

  • der er mere kollegial åbenhed

  • der findes et stærkere fællesskab blandt ledere

  • man føler sig mindre forvirret og

  • der er en højere følelse af at høre til.

Når man systematisk bruger tid sammen på at reflektere over hverdagens erfaringer med at bedrive ledelse, så bidrager det til at forbedre både flow, engagement og psykologisk tryghed. Det er lidt vildt ikke, at så enkel en praktik, har så store fordele med sig? Men det har den.


Buddy-samtaler er rigtigt arbejde

Er du fanget i en kultur, hvor refleksion ikke ses som rigtigt arbejde? Hvis du er, så er mit bedste råd at bryde ud og blive rollemodel sammen med din buddy. For når vi taler ledelse af flow, så indebærer et godt lederskab at tage hverdagens erfaringer alvorligt og det er nemmere at gøre det og reflektere over situationer i hverdagen sammen med en anden end alene.


Her er hvad du kan gøre:

  • Kontakt en, du kunne se dig selv have et godt makkerskab med. Det er ikke en bestemt type person, du skal lede efter, men en bestemt type relation. Send dem for eksempel linket til dette blogindlæg med en invitation til en snak.

  • Mind hinanden om, at dette er rigtigt arbejde; det er et rigtigt professionelt leder-makkerskab. Og aftal at I begge to har ansvaret for, at det er værd at bruge tid og opmærksomhed på samværet.

  • Sæt en fast tid og hold fokus på formålet med samværet. Hvis I kan, så afsæt god tid til de første møder. Men HUSK at små skridt er meget bedre end ingen skridt. Så hvis I kan finde 15 minutter med jævne mellemrum – så er det meget bedre end nul minutter.


Så hvis du har et ønske om at omsætte dine inspirationer til ny ledelsesadfærd, så skal du definere, hvor og hvornår du vil arbejde med det. Ellers bliver det alt for sjældent til andet end ærgrelse. Buddy-praktikken virker. Så enkelt er det.

Pia Petersen



Hvis du har brug for mere viden eller inspiration, så giv lyd. Jeg er på LinkedIn og deler gerne de erfaringer og praktiske tips, vi har samlet igennem årene.

bottom of page